Nyere historie om Kliple`Mærken. (I korte træk...)

Og så den noget mere historiske længere nede. Vi lader den stå et øjeblik.

 

Igennem mange år havde idrætsforeningen i Kliplev prøvet at at få økonomisk gevinst igennem den årlige idrætsuge. Udbyttet var dog altid ringe, aldrig mere end nogle få hundrede kroner, og i 1968 var det helt galt. Idrætsugen i dette år blev en total fiasko. Der skulle prøves noget nyt.Det var dog ikke kun økonomien, det var galt med. De idrætslige faciliteter var ikke noget at prale af, derfor henvendte foreningen sig til sognerådet, og ved at møde i maj 1968 blev man enige om det særdeles vigtige, at der skulle bygges en ny idrætsplads med klubhus.I november gik idrætsforeningens bestyrelse og håndværkerbestyrelsen sammen om opgaven.

Der skulle laves arrangementer, som kunne give penge til byggeriet. Man besøgte andre byer med erfaring i byfester og det blev meget hurtigt besluttet, at der skulle bygges en hal.
Derefter dannedes markedskomiteen, og et program blev lavet til den første byfest i 1969.
Det gav 11.000 kr. i overskud med en omsætning på 45.000 kr.
Næste års Mærken skulle på forhånd lanceres som et hestemarked. Man fik lov af landbrugsministeriet og derfra stammer begrebet, at Mærken holdes den 2. lørdag i juni måned.
270 heste blev tilført markedet, og overskuddet steg til 18.000 kr., som ubeskåret gik til Lundtofthallen.
Formanden hed Egon Petz og følgende deltog i de første komiteer: Ejnar Hohlmann, Arne Jensen, Arne Knudsen, Hans Frederiksen, Hans Lausen og Hans Hansen.
Vedtægter for Kliple`Mærken blev vedtaget i august 1971 af Handels- og håndværkerforeningen, Lundtofthallen og Kliplev Ungdoms- og idrætsforening.
Lundtofthallen blev indviet i 1971 og blev skabt udelukkende på frivillig arbejdskraft af rigtig mange fra det lokale område Bjerndrup, Søgård og Kliplev.
Hvert år dannede man komiteen af medlemmer fra de 3 foreninger, med 2 fra Håndværkerforeningen, 1 fra LIF og 1 fra hallen. Denne procedure finder stadig sted og undervejs er der kun foretaget ganske få ændringer i samarbejdet.
Fra juni 1972 blev formanden Egon Petz afløst af Hans Lausen, som forblev formand med få års pause indtil hans alt for tidlige død i 2004.

 

Der blev etableret en Mærkens revy i 1986 med optræden i Kliplev-Hallen, som den nu hed og der blev bespist 325 mennesker. Senere er revyen faldet fra hinanden og den eksisterer ikke mere.

 

Kliple`Mærken er kendetegnet ved at en masse frivillige hvert år arbejder gratis med at få stablet årets Mærken på benene. Der er en helt utrolig opbakning til at det hele kan fungere, og uden denne arbejdskraft var det ikke muligt at skabe de pæne overskud hvert år.

 

Der er flere mennesker i Kliplev og omegn, som tager ferie for at hellige sig opbygningen af telte, vogne og andet udstyr. På få dage omdannes pladsen ved hallen til et kæmpe arrangement med tivoli, hestemarked og kræmmermarked. I de seneste mange år har der været udsolgt af stadepladser flere måneder i forvejen, og ca. 250 stadepladser kan Mærken præstere år efter år.

 

Mange kendte gæster har spillet til Mærken, og hvert år kan man præsentere orkestre fra hele landet og udlandet sammen med kendte kunstnere fra TV. Derudover mange gardere fra hele landet , optræden af tryllekunstnere og børneunderholdere samt optræden fra de lokale gymnastikhold.

 

I 1984 oprettedes Støttefonden af 1984. En fond til uddeling af økonomisk støtte til almene kulturelle aktiviteter i Kliplev Gl. Sogn. De 4 foreningsvalgte er fødte medlemmer og der tilgår 3 medlemmer fra komiteen derudover.
Der uddeles midler mindst 1 gang om året, og det er renterne af fondskapitalen der uddeles og maximalt 1/3 af det overskud fra institutionen, der for et givet år måtte tilgå fonden.

 

Flere aktiviteter har fået glæde af midlerne, bl.a. Søgård Tennisklub, Forsamlingsgården, Kunsthjørnet i Kliplev , Smedjen i Kliplev, Lokalhistorisk museum, Bjerndrup forsamlingshus og Kliplev-Hallen, herunder mange tilskud til LIF.
Derudover får mange lokale foreninger, som er afhængige af frivillig og privat opbakning selvfølgelig også økonomisk hjælp fra fonden.

----

 

Kliplev Marked - den mere rustne eller rustikke version.

 

Markedet er nok Sønderjyllands ældste. Det eksisterer stadig. Dengang var det et kæmpe tilløbsstykke. Kvæget blev drevet langs Hærvejen. Og mange boliger i Kliplev blev omdannet til værtshuse. Håndværkerne omdannede deres værksteder til dansesteder. En værtinde optrådte i næsten bar figur. En godsinspektør tjente masser af penge. I mange år var der ikke kontrol. Og så var det lige det med kræmmervare. Vi kigger også nok engang på Familien Ahlefeldt og pilgrimsmålet Skt. Hjælper i Kliplev Kirke.

 

 

 

Vi husker ”Kliple Mærken”           

 

Det var normalt dengang i Sønderjylland, at vi skulle til marked. Om det så var Kloster marked (Løgumkloster), Højer Fåremarked eller Kliplev Marked. Her på siden kan I opleve min fars oplevelser på kvægmarkedet i Tønder. Ja vi har skam flere artikler, hvor de utallige markeder i Tønder indgår.

 

Undertegnede husker endnu, at have hørt og set Raquel Rastenni til Kliplev Marked, eller på sønderjysk Kliple Mærken. Så det må da godt nok være en del år siden. Vi benytter også lige lejligheden til at beskrive den interessante historie, der eksisterer her i området.

 

 

 

Storbonden Klippi

 

Folkevandringens storhedstid var det her, at storbonden Klippi regerede. Ja vi skal helt tilbage til bronzealderen, hvor bygden eksisterede. Her ligger også to gravhøje, der efter myterne skulle indeholde de jordiske rester af Kong Hjerne og hans datter.

 

Her lå også kronegods. Men Erik Menved gav afkald på dette i 1313 til fordel for den sønderjyske hertug og hans efterkommere. Slægten Limbek har også her haft indflydelse og ejerskab. Pludselig stod der hellere ikke mere, Kliplev på det helle. Nu hed det pludselig Lundtoft herred (1344).

 

 

 

Adelen have overtaget Kliplev

 

Nu var det slut med, at de frie bønder kunne mødes i Kliplev. Adelen havde nu også overtaget denne by. Ja næsten hele området mellem Flensborg og Aabenraa hed nu Lundtoft Herred. Og godsherrerne sad på Søgård.

 

Ud fra navnet Årtoft må vi udlede, at her har været et gammelt stormandssæde. Det gamle nordiske ord årr antages for at være betegnes for højtstående kongelig embedsmand.

 

I 1398 måtte familien Limbek give afkald på deres magt i området. En datterdatter af Hans Limbek havde giftet sig med Claus Ahlefeldt. Han fik Søgård under sig. Indtil konkursen i 1725 var det denne slægt, der regerede i området.

 

På Grevernes side

 

Benedikt Ahlefeldt garanterede at han og hans slægt ville kæmpe på grevernes side mod kongemagten. Det berømte Ribe – møde beseglede sammenholdet mellem Slesvig og Holsten. Blandt de første, der beseglede dette, var Claus Ahlefeldt, slægtens tredje mand på Søgård.

 

Denne støttede også kongen med penge, og som tak for dette, fik hanhele den kongelige del i Lundtoft Herred. Det lykkedes først for Frederik den Første at få indløst det pantsatte herred i 1498.

 

Vi har i tidligere artikler beskrevet stridighederne hos Ahlefeldterne, der endte med bygning af en kæmpe mur igennem hovedgårdens borggård. Men det varede nu kortvarig. Som bekendt omkom Jørgen Ahlefeldt i kampen mod ditmarskerne.

 

Men stridighederne fortsatte mellem Frantz og Gregers.

 

 

 

Lykkelig er det sogn, i hvilken der ingen adel findes

 

Ahlefeldterne følte sig som konger i deres område. Således opstod der også en strid med Conrad Ziegler, diakon i Kliplev. Han var også præst i annekssognet Kværs. Grunden til uenigheden var, at Hans Ahlefeldt ville nedbryde Kværs Kirke. Men kongen gav den gæve præstemand medhold.

 

Det er sikkert ikke mange, der ved det. Men denne episode er årsag til et lille latinsk rim på bagsiden af altertavlen i Holbøl Kirke. Oversat står her:

 

  • Lykkeligt er det Sogn, i hvilket der ingen Adel findes.

 

 

 

Helt oppe på rangstien

 

I 1643 blev Søgård lagt i ruiner af svenskerne. Men det var endnu ikke slut for elendigheden blandt omegnens befolkning. For nu kom polakkerne og brandenburgerne. Gårde blev brændt ned og egnens befolkning flygtede.

 

Men adelsfamilien rejste sig igen. Frederik Ahlefeldt nåede helt op på rangstien. Se blot her:

 

  • Herre til grevskaberne Langeland og Rixingen, baroniet Mörsberg, til begge Søgårde, Ballegård, Herningsholm og die Wildniss (ved Glückstadt), storkansler, geheime – , etats – og landråd, statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, guvernør og amtmand over Steinburg, Sønder Ditmarsken og Langeland.

 

Han besad slægtens egenskaber som heftighed og stridbarhed i forbindelse med dygtighed, arbejdsomhed og kundskabsfylde.

 

 

 

Godset blev solgt

 

Men som bekendt varer intet for evigt. Formueforholdene var i 1722 i en sørgelig forfatning. Kreditorerne havde i 1725 håbet på, at det hele blev solgt for 490.000 rdl. Men ak på aktionen i Slesvig kom der kun 253.000 rdl.

 

Hovedopkøberen var hertug Christian August af Augustenborg.      

 

 

 

Man havde kun succes med brændevinen

 

Der kom senere nye herrer på Søgård, blandt andet landråd von Thienen. Han blev afløst af Werner von der Schulenburg. Han viste sig dog sjældent selv på sit gods. Men han betragtede det som en kærkommen indtægtskilde. Men selve driften var overladt til inspektører. En af disse var Peter Rasch. Da Hertugen af Augustenborg i 1790 gik med planer om, at overtage Søgård – Årtoft, fik Peter Rasch dette initiativ forpurret.

 

Han fik også forhindret, at det stedlige pottemageri blev nedlagt. Købstadshåndværkerne forsøgte at få det bekæmpet. Men det lykkedes ikke for ham, at få Paulskro flyttet over på Aabenraa – vejen. Omsætningen i den kendte kro ved Hærvejen faldt nemlig markant efter at postruten med diligencekørsel i 1764 blev omlagt til vejen fra Aabenraa over Stubbæk stenbro forbi Ensted Kirke til Kliplev.

 

Men den gode Peter Rasch havde hele to gange sin herre ved at stjæle træer. Så alle grevens træer blev nu mærket med G.v.S. Godsherren var heller ikke tilfreds med pastor Klincker.

 

Det gik ikke godt med økonomien. På Årtoft gik det endnu dårligere. Det var kun brændevinen, som man havde succes med.

 

 

 

Under Aabenraa Amt

 

Den 27. oktober 1852 kom Søgård, Årtoft, Grøngrøft, Ladegård og Skovbølgård ind under amtsøvrigheden i Aabenraa.

 

En anden ting, der kom til at præge Kliplevs udvikling var Skt. Hjælper. Men vi skal heller ikke glemme Den sorte død i midten af det 14. århundrede. Den bortrev i hast en stor del af befolkningen.

 

 

 

Skt. Hjælper i Kliplev

 

Man dyrkede i høj grad Helgen – og relikvieddyrkelsen. Snart fik dette også en plads i den folkelige gudsdyrkelse. Pilgrimsrejser blev nu en livsfornødenhed for den søgende sjæl.

 

Ad Hærvejen vandrede syndere med fast greb om pilgrimsstaven fremad mod det forjættede valfartssted. Det var således også tilfældet med Skt. Hjælper. Hvis ikke han kunne hjælpe, hvem kunne så?

 

Selv Dronning Magrethe den Første har nævnt Skt. Hjælper Kliplev. Men egentlig forekommer denne helligdom kun få steder. Således er det allerede i 1440 en Skt. Hjælpers Kapel Flensborg. Og et Skt. Hjælpers Gilde er kendt fra Svenborg i 1477. Ved den store Vestervig Klosterkirke i det sydlige Thy ligger Skt. Hjælpensbjerg.

 

 

 

Hvordan så Skt. Hjælper ud?

 

Men hvordan så denne Skt. Hjælper Kliplev egentlig ud? Ja vi kan kun gøre os forestillinger om det, da hans billede blev fjernet fra sin plads før 1710 i Kliplev kirke.

 

På den tid havde præsten i den nærliggende Holbøl kirke, Samuel Nissen givet en beskrivelse af den gamle valfartskirke. Han mener, at den har været viet til den hellige jomfru, fordi hele hendes levnedsforløb fandtes fremstillet på alteret. Til sin patron havde kirken selve Frelseren.

 

Måske er det et autentisk billede af Skt. Hjælper på kirkeklokkerne i Kværs, der indtil 1704 var annekssogn til Kliplev. På denne findes nemlig et lille relief, der efter alt at dømme må være en afstøbning af et pilgrimstegn. Da klokken er blevet støbt i 1472 til brug for kirken i Kliplev er det grund til at drage denne slutning.

 

Også klokken i Kliplev, som er støbt i 1638 har relieffer af en pilgrim og et brystbillede af Kristus. På denne tid var valfarterne endnu ikke glemt.

 

Et lignende billede som i Kærs findes også på kirkeklokken i Jørl Sydslesvig.

 

 

 

En stor klods  

 

Kronisten Jonas Hojer fortæller i sin skildring fra 1628 om Skt. Hjælper, at han var

 

  • En stor klods af form som en mand, hvem folk i vor tid har æret med allehånde gaver, og eftersom overtroen endnu gik i svang hos dem og deres syge bæster og kvæg imod sygdom, skønt den stakkels Skt. Hjælper dog ej engang kan hjælpe sig selv, men står der den dag som en afmægtig Gud, der mangler både arme og ben. 

 

Det gik åbenbart noget tid, inden det omsider lykkedes for de Lutherske at få bugt med den skammelige helgendyrkelse.

 

 

 

Han vil være min hjælper

 

Da Gregers Ahlefeldt i 1559 skulle gravsættes i slægtskapellet i Kliplev kirke, var tilliden til Skt. Hjælpers bistand i hver fald endnu usvækket. Hverken Gregers eller hans efterkommere mente at kunne undvære Hjælperens bistand. På hans kiste blev hans valgsprog således påsat:

 

  • Gud alene min trøst, han vil være min Hjælper.

 

 

 

Historien om den unge pige

 

Der eksisterer også den historie om den unge pige, der på sine bare ben vandrede til Kliplev og blev så underfuldt bønhørt. Hendes kæreste var i nødværge kommet for skade at dræbe en medbejler, og døden var ham derfor vis. Men i sin nød vendte hans pige sig til Skt. Hjælper, hvem hun oprigtigt fortalte alt, hvad der var hændt. Ved et tilfælde kom Kong Hans, fortæller sagnet videre til uset at overhøre pigens anråbelse af Hjælperen, da han netop gæstede valfartsbyen.

 

Ved at høre hendes brændende bøn, besluttede han sig da at gribe ind, og den onde skæbne blev således lykkelig afværget, uden at pigen fik sagens rette sammenhæng at vide. Hun levede derfor sidenhen i den tro, at det var Skt. Hjælper, der havde bønhørt hende.

 

 

 

Skt. Hjælper lå på loftet

 

Man kunne kun se Skt. Hjælper gennem et gitter, men alligevel lykkedes det for noget at vanære figuren.

 

Men Skt. Hjælper har nu for længst forladt Kliplev. Ifølge Oldsagskommissionen lå det dog endnu i 1808 oven på kirkens hvælvinger, men hvor det siden er blevet af, er der ingen, der ved.

 

 

 

Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede

 

Ja så kommer vi endelig frem til overskriften. Kliplev marked er et ægte barn af middelalderens valfarter. Jo de kendte handelsmesser er også valfartssteder i handelsmæssig henseende.

 

Ja og Skt. Hjælper tog sig også af de firebenede. Og mest travlt havde han på årets to korsmesser, den 3. maj og 14. september. Og når man nu som kvægdriver gik af Hærvejen var det ikke den store omvej at gå til Kliplev.

 

Vi ved, at der i 1475 kom en bekendtgørelse, at de kongerigske handlende ikke måtte drive deres kvæg sydligere end toldstederne i Ribe, Kolding og Assens. Men dette blev allerede ophævet tre år efter.

 

 

 

Niels Heldvad skrev det i almanakken

 

Kliplevs beliggenhed betød, at man også efter reformationen kunne tiltrække masser af folk. Valfartstidens traditionelle mødested for høj, lav, rig og fattig har bevaret sit ry helt til vore dage. Vores store kalenderskriver Niels Heldvad, som vi tidligere har omtalt i en artikel udsendte sine årlige almanakker fra 1590 til sin død i 1634. Det var her naturligt at omtale markedsdagene i Kliplev – det eneste landmarked på den jyske halvø, som der ofres en notits på.

 

Efterhånden mistede kirkeårets helgendage deres betydning og Kliplev Marked blev afholdt på andre tidspunkter. Man måtte dog også tage hensyn til, hvornår andre markeder blev afholdt. Blandt disse var Hanved og Tønder marked.

 

 

 

Datoerne skulle overholdes

 

I 1636 måtte myndighederne gribe ind og indskærpede, at markedsterminerne skulle overholdes. I 1650 truede kongen godsherren i Søgård med en bøde på 100 rigsdaler, dersom han ikke omgående sørgede for at få forkøbet og handelen før og efter de rette markedsdage bragt til ophør.

 

Men åbenbart var der stadig problemer for i 1688 udsendte Frederik Ahlefeldt en bekendtgørelse, at Kliplev marked skulle afholdes den 14. april og den 14. september. Overtrædere af denne bestemmelse ville blive bragt i arrest i Kliplev.

 

 

 

Dyr blev beslaglagt

 

Efter Ahlefeldternes konkurs i 1725 tog man ikke disse datoer så højtidelig. Det lykkedes så nogenlunde for den nye godsherrer Godske von Thienen og dennes inspektør Andreas Jessen, at få folk til at overholde datoerne. Endvidere blev det fastslået, at handelen ikke måtte starte før klokken 10 om formiddagen på selve markedsdagen.

 

Der er eksempler på, at dyr er blevet beslaglagt, fordi reglerne ikke er blevet overholdt. Og Frederik Ahlefeldt har flere gange sendt soldater ud på markerne omkring Torp, Uge og Bjerndrup for at drive kvæget til Kliplev.

 

 

 

Ulovlig handel

 

Den ulovlige handel foregik dog stadig og havde et betydeligt omfang. Det skete på selve Hærvejen og begyndte ved Rødekro. Siden fortsatte det i Bolderslev, ved Stenbjerg kro, Urnehoved – banken, Uge og ved Årtoft lige frem til Kliplev mark.

 

Også kongen var træt af, at man ikke overholdt reglerne. Den pietistiske Christian den Sjette udsendte den 8. september 1744 en kundgørelse fra Gottorp:

 

  • Der var kommet ham for øre, at der handledes på Kliplev marked ud over de nyligt fastsatte terminer, ja endog skærtorsdag, langfredag og i påskehelligdagene, hvilket havde forårsaget ”stor skandale”

 

Kongen forlangte, at ejeren af Søgård gods omgående sørgede for, at noget sådant ikke fandt sted for fremtiden. I modsat fald ville han have forspildt al kongelig nåde!

 

Oven på denne skylle måtte præsterne nu ved deres salighed bedyre, at der ikke havde været afholdt – offentligt! – marked i passionsugen.

 

Hvad der var forefaldet af uregelmæssigheder, beroede udelukkende på de sørgelige tilstande, som kammerherre Godske von Thienens langvarige sygeleje og påfølgende død havde medført.

 

 

 

En lystig påske

 

Markedsdagen den 4. april havde dog været en påskelørdag – men om det virkelig er lykkedes at overbevise den pietistiske konge om, at al markedshandel så har ligget stille de tre helligdage (3. påskedag helligholdt man også dengang) lyder utroligt.

 

Det har utvivlsomt været nogle lystige påskedage, man fejrede i Kliplev i 1744 til trods for, at pietistisk ensretning var landets officielle kurs. Og den stedlige gejstlighed synes ikke at have haft noget som helst at indvende herimod.

 

 

 

Kvægpest

 

De følgende år lå studehandlen stille på grund af den forfærdelige kvægpest. En overgang så det ud til at blive kvægbrugets ruin. Derfor var det ikke marked i 1745 og tre fire år frem. Ja helt frem til 1758 måtte terminerne på grund af kvægsygen fastsættes ved årlige forordninger.

 

 

 

Kliplev Marked – det fornemste

 

I 1745 nævnes det, at:

 

  • Kvægmarkedet i Kliplev er det fornemste og considerableste (mest anseelige) som findes i Kongelig Majestæts riger og lande, hvorfor det for undersåtterne næsten kan gælde for et omslag.

 

 

 

Protesterne mod kræmmerne

 

Det var ikke alle, der var glade for kræmmermarkedet, således mente man i Aabenraa, at det kunne måtte være et kvæg – og hestemarked. Men det blev solgt mange andre ting på Kliplev Marked.

 

 

 

Eneret til handel med kroerne

 

For Paulskro og for kroen i Gejlå betød handelen af Hærvejen alt. En række Flensborg – Købmænd og – Bryggere ville betale temmelig store summer for at få eneretten til at forsyne kroerne på Søgård – Årtoft godsområde med vin, mjød, fransk brændevin og kornvin til gængs torvepris.

 

Bestemmelserne sagde, at når der var Kliplev Marked, ja så måtte enhver, der var bosat i Kliplev sælge drikkevarer, når det blot skete på egen jord eller i eget hus.

 

 

 

En trist skæbne

 

Der mange skæbner forbundet med Kliplev mærken. En stakkels og forfrossen mand gik rundt i nærheden af Paulskro. Han tiggede og hjalp med at passe kvæget. En dag kom han ind på kroen for at få noget varme, bestilte en øl. Han satte sig foran ildstedet, fik en gryde og varmede øllet. Så så han, at der blevet leveret fisk tilbage fra gæster på kroen til køkkenet. Han spurgte som om han kunne få dette. Ja, det kunne han godt med han måtte betale en skilling for det. Men efter kort tid sank han sammen foran ildstedet. Overgangen fra kulde til den pludselige varme var for meget. Han døde, uden at nogen egentlig kendte hans navn.

 

 

 

Matroserne i Kliplev

 

En dag kom en flok matroser marcherende fra Flensborg til Aabenraa. De ville gøre turen kortere ved at springe over hækken gennem præstens have. Ja efternølerne ville afkorte turen endnu mere, ved at gå gennem laden. Det ville præstens karl ikke finde sig i. Det kom til en slåskamp, hvor en af matroserne fik tildelt et sår.

 

Matroserne hev nu sten op ud af kirkegårdsdiget. Uheldigvis ramte en af stenene gårdshunden. Præsten noterede omhyggelig i sin fremstilling af episoden, at han derved led et tab på 10 rigsdaler. Og karlen måtte søge tilflugt hos sin husbond, da de tre matroser havde fået hjælp hos deres kammerater.

 

40 mand stormede nu ind i præstens køkken, hvor de nu forsøgte at få fat i karlen. Præsten havde sendt bud efter rettens stedlige håndhæver, nemlig godsinspektøren. Samtidig indfandt præst Nicolaus Nissen fra Uge sig også i præstegården. Stillet over for så mange myndighedspersoner fortrak de sidste matroser sig fra Kliplev Præstegård.

 

 

 

Ikke alle gæster var lige ærlige

 

Det var heller ikke alle krogæster, der var lige ærlige. Det gjaldt bl.a. for den såkaldte Baron Johann Ludwig von Werder. Han var en falskner, tyv og bedrager. Men endelig på Genner kro lykkedes det at få fat i ham.

 

En forsvarlig rus hørte nu engang med til et rigtigt marked. Når man derfor i 1835 kunne rapportere om fundet af en døddrukken bondekarl fra Rens midt på Kliplevs gade, var det ikke noget særsyn.

 

 

 

Den berusede dyrlæge

 

Ja selv den nye dyrelæge, der skulle føre tilsyn med de tilførte kreaturer var nemlig til stadighed beruset. Han hed Johann Hansen Schmidt og var fra Løjt. Man kaldte ham:

 

  • En Säufer der ersten Klasse

 

Omsider i 1829 kunne godsøvrigheden besinde sig til at afskedige ham.

 

 

 

Farlig for det borgerlige samfund

 

Ikke alle kunne tåle spritten. En af dem var gæstgiver Eduard thor von Straten, der i 1841 blev betegnet som direkte farlig for det borgerlige samfund. Gennem årene havde han ret hyppige deliriumsanfald.

 

Som årsag til dette antydede han selv, at det skyldtes at Kobbermøllen var gerådet i skurkehænder. Her hentydede han til, at hans far, Josias thor Straten i 1839 blev nødt til at gå fra denne ejendom som en ruineret mand.

 

 

 

Øget tilgang af kræmmere

 

Fra slutningen af 1812 tales der om en udvidelse af markedet. Dette skyldtes ikke en øget tilgang af kvæg – og hestehandlere men øget tilgang af kræmmere.

 

En forordning af 1743 forbød på det strengeste at kræmmere måtte gæste markederne. Dette var forbeholdt erhvervsdrivende fra købssteder og flækker.

 

 

 

Forslag afvist af godsinspektør

 

Med den stigende tilgang af kræmmere kom et forslag om at man skulle kræve indførelse af stadepenge. Indtil da havde sandmand Peter Hansen forlangt 4 skilling pr. telt og beholdt pengene selv.

 

Borgmester Schow fra Aabenraa havde fået den juridiske myndighed. Han henvendte sig til godsinspektør Friedrich. Godsinspektøren afviste kategorisk forslaget. Der var jo ikke tale om misbrug eller uorden.

 

 

 

Endnu et forslag afvises

 

Men dette var kromand Jacob Schönberg i 1821 bestemt ikke enig i. Han anmodede borgmesteren om øget tilsyn med markedet. Lovstridige optrin var der mange af. Personlige ejendele var ikke ordentlig beskyttet. Kromanden gav udtryk for, at militæret skulle tilkaldes lige som tilfældet var ved markedet i Handeved. Men også dette forslag blev afvist.

 

 

 

Beholdt godsinspektøren pengene selv?

 

Men toldforvalter Schlottfeldt, Aabenraa, der varetog sit embede med omhu havde fået en klage i 1823. Her blev godinspektøren beskyldt for at håndhæve kontrollen med de varer som kræmmere og håndværkere førte til Kliplev marked. Det kunne ikke kontrolleres, hvor meget gebyr, som godsforvalteren tog for dette. Toldforvalteren henvendte sig derfor til godsforvalteren også med hensyn til at stille med en kontrollør fra Aabenraa.

 

Et helt år varede det, inden godsforvalteren svarede. Han mente ikke, at der skulle komme en kontrollør. Selv havde han bare fulgt gammel skik og brug. Hvor meget han forlangte i gebyr, vides ikke. Og hvad der skete i sagen vides heller ikke.

 

 

 

Mange huller i forbuddet

 

Indtil 1850 tilhørte Lundtofte Herred, Tønder Amt. I 1824 havde man herfra sendt et påbud til godsforvaltningen på Søgård, om at der ikke måtte faldbydes kræmmervarer på Kliplev marked.

 

Men der var dog mange huller i Forbudsæren, således blev der tilladt salg af Tønder – kniplinger på Kliplev marked i en forordning af 23 juli 1832.

 

 

 

Mange markeder i Sønderjylland

 

Nu var Kliplev Marked ikke det eneste marked i Sønderjylland. Vi har tidligere berettet om både svine, heste og kvægmarked i Tønder. Bolderslev har det også ligget et meget gammelt marked i tilknytning til Landstinget på Urnehoved Banken.

 

Også i Rise har det ligget et meget gammelt marked. Men allerede i 1530 blev det flyttet til Aabenraa.

 

Det navnkyndige Kloster marked har undertegnede deltaget i mange gange. Men her skal vi kun tilbage til 1681. Som det ikke er tilfældet i Kliplev fik man fra starten lov til at afholde kræmmermarked her i Løgumkloster.

 

Jo, der var også markeder i Øster Løgum, Gråsten og mange andre steder. Ja man påtænkte faktisk engang, at flytte Kliplev marked til Gråsten.

 

 

 

Myndighederne viste ansigt

 

Fra 1877 blev det pålagt, at der skulle erlægges 10 pf. For hvert stykke hornkvæg. Og nu skulle man anmode myndighederne om at gøre brug af udskænkningsretten. Og pludselig i 1881 dukkede der en gendarm op. Han forbød kort og godt enhver handel med kramvarer.

 

Fra alle sogne indløb der nu protester mod dette. På markedet oplevede man også en tilbagegang af hornkvæg på helt op til 30 pct. De prøjsiske myndigheder havde store problemer med at håndhæve forbuddet mod salg af kramvarer.

 

 

 

Der var gang i Kliplev Marked

 

Der blev spist og drukket i stor stil i en stor del af boligerne i Kliplev. Kroerne havde for længst opgivet grundet den store tilstrømning. Havde en gæst fået for meget, ja så blev vedkommende lempet ud. De andre fortsatte og har sikkert spillet Skat og 66.

 

Både hjemlige og udenbys musikanter sørgede for underholdningen. Et sted optrådte værtinden i et kostume, der mindede om slet ingenting. Det var nu mere, end hvad myndighederne kunne tolerere. Hun mistede bevillingen for stedse.

 

Håndværkerne ryddede deres værksteder for de danselystne. Steningen var høj, når de gamle landsby – spillemænd spillede op til den populære kædedans, der gik under navnet Kliple Mærken.

 

Jo på markedet kunne man købe kasketter, hatte, honningkager, kavinge og alt inden for isenkram, rebslageri, lædervarer, skotøj, piber, galanterivarer, damepynt m.m.

 

Enhver, der havde penge og ikke ødslede dem bort til svir, drik og gøgl, kunne her forsyne sig til lange tider.

 

Her var karruseller, gynger, gøglertelte med forevisning af både kæmper og dværge, stærke mænd, afrettede dyr og taskenspiller kunstnere. Her var i den grad sørget for adspredelse. Men selvfølgelig var det handelen, der var det bærende element.

 

 

 

Kliplevs gader var mærket

 

Men Kliplevs gader var også præget af det enorme opløb. Særlig hvis det havde været en regneperiode op til et sådant marked, ja så lignede hele området nærmest en sump.

 

I 1909 blev der udstedt forbud mod afholdelse af markeder på offentlig vej. I 1912 fandt Kliplev Kommuneråd en ekstra plads foruden den gamle. Men i praksis foregik bestigelsen af dyr dog overalt i Kliplev by.

 

 

 

Kliplev blev stationsby

 

Da Kliplev i 1901 blev stationsby på den ny anlagte forbindelse mellem Tinglev og Sønderborg begyndte nye tider. Nu kunne man transportere de firebenede på en anden måde.

 

Kliplev havde fået ry som markedsby.